Steffen og Maria er begge midt i 40’erne og har været sammen i 17 år. De har to piger på 13 og 16 og desuden har Maria en voksen søn på 23 år, som bor tæt på dem. Han kommer ofte forbi til stor glæde for hans yngre halvsøstre.
Både Steffen og Maria har jobs de overvejende er glade for, men som de også ind i mellem oplever fylder meget. De beskriver samstemmende, at det kan være svært at skabe plads til alt det, de gerne vil. Da de henvender sig den første gang, er det Maria, der tager ordet først. Hun fortæller, at det er på hendes initiativ at de er kommet, da hun oplever, at Steffen i tiltagende grad er blevet fjern og uengageret, både i hende og i børnenes liv. Som hun siger ”det er som om familien betyder mindre for dig”. Den sætning får Steffens indre i oprør, han svarer sammenbidt “det er da klart, når der ikke er plads til mig derhjemme”.
I de første samtaler fylder de mange gensidige beskyldninger meget mellem Steffen og Maria. Men indimellem bliver de begge opmærksomme på, hvad det er de savner hos den anden såvel som hos sig selv. Den åbning skaber rum til at tale om den følelse af ”alenehed” som de begge momentvis kan blive ramt af.