Samtaler
om stress

Da Mette henvender sig, har hun besluttet sig for at sygemelde sig fra sit lærerjob. Flere måneders dårlig søvn, mistrivsel på arbejdet og problemer med hendes søn, har drænet hende for energi. Hun føler, at hun er havnet i en tilstand, hvor “hun ikke har mere at give af”.

I vores første samtaler fortæller Mette mere om, hvordan hun har det. Et langvarigt forløb med en svær klasse, dårligt forældresamarbejde og manglende kollegial støtte har gjort, at hun har mistet lysten til sit arbejde. En lyst, der tidligere har været et kendetegn hos hende. I samme periode er hendes søns skoleproblemer blevet markant værre og han er nu blevet indstillet til en psykologisk udredning. Det bekymrer hende voldsomt.

Vi taler også om Mettes “her-og-nu-muligheder”. På trods af de mange problemer, hvordan kan hun så stadig finde energi? Hvordan kan hun bruge sin krop bedre? Hvordan kan hun skabe sig en hverdag, som ikke overmander hende? Mette synes ikke det er nemt, men sammen laver vi en “lille-bitte” plan, som hun støtter sig til i de første svære dage og uger.

I de kommende samtaler fortæller Mette, at hendes mistrivsel på arbejdet har stået på i flere år. Mange undervisningstimer kombineret  med en følelse af hele tiden “at skylde nogen noget” og en “dyb alenehed”, er nogle af de ord, som vi i fællesskab får skrevet på tavlen i terapirummet. Langsomt udvikler Mette en erkendelse af, at hun skal have etableret et andet forhold til sit arbejdsliv. I samtalerne kommer hun på konkrete ideer til handlinger, hun nemt kan gøre til virkelighed.

Når Mette i terapien taler om sit privatliv, bruger hun ofte ordet “projektleder” om sin rolle. Hun er “edderkoppe-moren”, der  har hovedansvaret for alt det praktiske og sociale på hjemmefronten. Mette tager derfor initiativ til en række “familie-møder”, hvor familien taler åbent om hendes situation, og alle får nye ansvarsområder og opgaver derhjemme. Til Mettes store glæde tager hendes mand godt imod den nye rollefordeling.

Da Mette efter tre måneder stopper samtaleforløbet, er hun tilbage på arbejdet 30 timer om ugen. Hun passer bedre på sig selv, og har samtidig modet til at stille spørgsmål til de systemer og relationer, som dræner hende for energi. På hjemmefronten har hun sluppet tøjlerne på mange af de praktiske opgaver, så hun bedre kan støtte sin søn i hans forsøg på at få et godt skoleliv.